Hej alle sammen,

 Det er så den første lille hilsen fra os to hvalpe. Vi ved, at I har været spændte, og det har også været dramatisk. Vores mor gik i gang med sin fødsel fredag den 22. maj, og gik rundt siden om morgenen, og ”blokkede og blokkede”- Kl. 3 næste nat var det så tid at mor skulle trykke os ud, og hun gjorde hvad hun kunne ,trykkede og trykkede, men der kom ikke nogen, så vores menneske mor ringede til dyrlægen lidt i fem, og så kom mor på klinikken og fik lavet et akut kejsersnit. Der var to dyrlæger til det og de var dygtige, og så kom vi altså til verden. Dyrlægen havde oprindeligt sagt, at der var tre, men det var der altså ikke – vi ville ellers godt have haft en bror, vi kunne drille.

Det er sådan sin sag at komme til verden, halvbedøvet, og Wondie (storesøster) havde ligget med rumpen først og var blevet rangeret godt og grundigt mod bækken kanten, men det sving kunne hun altså ikke klare.

Da vi var kommet ud til vores menneske forældre skulle de få rigtigt gang i os, sa’e dyrlægen og forsvandt ind til mor, der stadig lå på operations bordet,- og så tog vores menneske far fat, det var navnlig Michie der fik luftture og blev kildet og pustet og nulret, så hun blev helt lyserød om snuden.

Så kom vores mor ud, hun var lidt groggy, men begyndte alligevel at lede efter os med det samme, men vi sad ved vores menneske mor, og så kørte vi alle hjem, og vi blev sat i fødekassen – hvorfor hedder den det ??... mor har født under kommoden, ude i gangen, på klinikken, men ALDRIG i den kasse. Nå, men det er altså dér vi bor nu.

Og nu går det godt, vi har alle tiders mor, der passer og plejer os, og der er MASSER af mælk i baren, i dag tog Michie 60 gram på og Wondie 75 gram…!  Fik vi fortalt at vi var allerede ved fødslen var pænt store, Wondie vejede 400 gram og Michie vejede 360 gram, ja,ja.

Og nu går dagene med at hænge i mælkebaren og blive slikket af mor og få små kys af hende.

Og så har vi også en menneske mor der våger meget over os, selvom både hende og menneske far siger, at det er meget nemmere denne gang. De er nu flinke, de giver mor lidt vand, når hun ligger og passer os.

Hun har en ordentlig lynlås i maven, men det generer vist ikke, for hun har allerede været på sine første ture i parken, og jage duer, og fortælle de andre hunde, hvordan de skal opføre sig.

Wondie ligner sin storesøster Molly, så hun bliver smuuuk  (lige nu er hun lyserød) og Michie ser ud til at blive en dame udgave af sin storebror, Walter (mørk og forførende)

Hvorfor hedder vi så, som vi hedder ?- ”de” siger at vi dels er opkaldt efter vores forældre, altså en med W og en med M, og så er der lidt wonderful, og miracle med også..

Så får vi også nogle alenlange kennelnavne, mere om det senere.

Nå, nu SKAL vi i baren, prøv at se på billederne, selv om vores menneske mor og vores mor er perlevenner, så skal man ikke tro, at man sådan kan ”gå” med os…!

KærligstWondie og Michie