Her er stille nu

Aviserne er væk fra gulvene og store sorte plastic sækker venter på at blive kørt væk. Den special fremstillet hvalpe baby kasse - hvor hvalpene tilbragte de første par uger - skal skilles ad og på loftet.

Her er stille.

Hvordan var det så at få hvalpe ? - det var jo første gang... ja, ser vi bort fra den tid, som vi har lagt i det (det kunne være mindre, men det hedder jo CockerCare, og ikke uden grund...) så er det som at opleve børns første leveår, på bare 8 uger. De første 2 uger gik med at spise, lave bimmelim og bummelum og sove. Så tog det fart, og til sidst var der bare fuld fart over feltet og lange strejftog i haven. Samtidigt insisterede de på at være sammen med os, - man sov bedst, når man sov oven på fødderne af en af sine "menneskeforældre" (lidt svært at lave noget, så -, ud over at få krampe i benene !!).

Hvalpene kendte os ( og huslydene, specielt "optakt til mad") - de kom farende og hilste glædestrålende, - og de fik hurtigt hver deres personlighed og måde at opføre sig på.

Det er tre små nye individer. Wictor, nummer ét, stor, stærk og nysgerrig, sov mindre, og ind i mellem total blød, skønt at se en lille hyggestund, hvor han ganske forsigtigt slikkede sin lillebrors ører. Walter, anderledes i statur, ligner sin mor, helt frygtløs, lidt færre kilo, og ganske fiffig, f.eks. når det drejede sig om at få legetøjet til sidst (de to "store" bøvlede løs med hinanden og opdagede slet ikke at årsagen til "bøvleriet" lige så stille var taget af Walter !!). Molly, kampklar og helt på omgangshøjde med Wictor, når der var "dogfight" på programmet (det var der tit) og samtidigt lidt ømskindet, forstod hurtigt fordelen ved at "pive efter mor". Og så har de alle allerede nu vist gode takter inden for baby cocker disciplinen: "apport af tøjdyr". På kommando - næsten - fór de ud og hentede den, og kom tilbage til os med den - se, det tegner jo godt. De øvede sig også i "søg" - vi har nogle mikro foder piller, som de skulle finde, så snusede de rundt i bedste cocker "afsøgningsmønster"- måde. En dag trillede én lille bitte pille ind under en kommode, og så lå hele menagen og gravede efter den, uden held. Senere kom Mocca forbi og forsøgte sig også (hun har virkelig NÆSE for mad !). Til sidste kom sagens genstand ud ved hjælp af en pind, og kanten af kommoden overlevede.

Det har været mindst lige så spændende at følge Moccas opførsel. Det hele ligger jo i generne. Godt for det, for der er sørme meget, der skal huskes, og vi havde ikke haft en "chance" for at gøre det bare nogenlunde lige så godt som Mocca. Hvordan hun i starten passede hvalpene døgnet rundt, kun afbrudt af gravning af udendørs huler,- gerne om natten i lommelygtens skær !... ("hvis hvalpene skulle flyttes...") - gemt noget af sin mad udendørs (hvis det nu blev trange tider..) for at gå ud og finde det frem og tage med ind til hvalpene på et senere tidspunkt, og hvordan hun de sidste par uger har leget med dem, opdraget på dem, og simpelthen siddet og kigget med logrende hale på dem - hunde kan jo ikke smile, så man skal kigge på halen...

De fleste af hullerne i haven er for længst dækket til igen, men dét som hun gravede ind under en stor træstub, så det blev flere "cockere"-dybt - det lader vi stå lidt endnu.

Det er godt, at hvalpene er rejst hjemmefra på dette tidspunkt, for bare et par uger senere, havde vi nok ikke kunnet sende dem af huse uden for megen "snøft og jammer...".

De får det godt, alle tiders nye "menneske-forældre" til dem alle. Og lidt vil vi da følge med.. og vi planlægger en 3/4 års fødselsdagsfest, som Mocca så holder for bebserne.

Her er godt nok stille.

Nu må den kasse op på loftet.


Til næste gang...